Grimsli (foto: Alsvik)
Vinteren 1895 var fire ungdommer på tur fra Stavanger
til Årdal. To av dem fikk en spennende tur via Grimsli.
En i turfølget har skrevet om turen og sendt den til
avisen Dagbladet. Den sto på trykk søndag 17. mars 1895.
-fortalte os i Samtalens løb, at der oppe paa Fjeldet
var lange Bakker og saa dyb Sne, som vi kunde ønske os.
Det saa for os umuligt du at komme op over den stejle
Fjeldside, Men Endre mente, at det nok kunde la sig gjøre at arbeijde seg
opover med Skierne paa Nakken. Han viste os en Fjeldtop. Kunde vi bare naa op
til den, havde vi et jevnt, omtrent en Fjerding langt Dalføre til Grimsli, den
eneste Gaard deroppe. F. og jeg brændte af Iver efter at komme afsted, medens
B. og Y., den mere besindige Del af selskabet, var mindre lystne paa Turen.
Omsider skiltes vi fra Endre. B. og jeg blev
betænkeligere, jo længer vi kom opover, og da vi kom saa langt, at vi maatte
spænde Skiene af, nægtede de andre bent frem at følge med længere. Efter en
halv Times resultatløse Forhandlinger skiltes vi, de for at vandre den brede
Vej til Aardal, vi for at traske den trange Sti op til vort Paradis, - de lange
Bakker.
Klokken var 4 om eftermiddagen, da vi skiltes. Vi
havde troet at kunne naa toppen Kl.5 ½. Men først Kl.6 ½ efter 2 ½ Times
Kravlen i Sne, som naaede os til midt paa Livet, kom vi dødstrætte frem til
Toppen. Tiden var knap, Mørket begyndte. Vi maatte derfor se til at komme os
ned i Dalgryden.
Jeg lod det derfor staa til, og i susende Fart gik det
nu mellem alle de store Stene, som laa strøede rundt omkring. Faren for at
knække Nakken, hvis jeg tørnede imod en Sten, var ikke ringe; men det var der
nu ikke Tid til at tænke paa.
Plutselig kjender jeg, at jeg svæver i Luften, kommer
saa ned igjen, falder… og triller saa nedover som en Viskelærsbold. Jeg var
kommet ud for et lidet Stup. Jeg kommer mig imidlertid paa benene igjen, og nu
gikk det videre i lynende Fart, til jeg naade Bunden af Gryden.
Fra Tysdalsvannet
Nu først fik jeg Tid til at se mig om efter min Kammerat.
Jeg kunde ikke faa Øje paa ham og maatte derfor vente, trods min Angst for at
fare vild. Endelig kom han, og vi ruslede nedover i en Retning, hvor et Dalføre
syntes at aabne sig; men Mørket blev snart saa tæt, at Forhøyninger og Fordybninger
og alt det øvrige gik i Sur for os; ret som det var, rullede vi udfor smaa Stup
eller kilte os fast mellem Stenene.
Da vi havde holdt det gaaende en Times Tid paa denne
Maade, gjorde vi os fortrolig med den Tanke at tilbringe Natten ude. Grimsli
maatte vi ha naaet, hvis vi var på ret Vej. Vi hujede af alle Kræfter i det
Haab at nogen kunde høre os og svare igjen…
Hyggelige Udsigter? Vi to alene paa Fjeldet, hvor
ingen af os før havde været, og hvor vi ved hvert Skridt kunde komme ud for et
Stup. Nu, vi fik se til at holde Varmen i os ved at gaa. En Elv, som vi hørte
Duren af, besluttede vi at følge, for ikke at gaa rent paa maafaa. Men dette
viste sig at være Hæstearbejde. At gaa langs Siderne viste sig at være umuligt.
Vi maatte derfor holde os midt i den tilfrosne Elv, der dannede et eneste Stryg
nedover. Store Stene stak frem i Elvelejet. Hvorledes vi kom helskindede fra
denne Historie, det skjønner jeg ikke. En del mindre, tilfrossne Fossefald
rutchede vi nedover, dels paa Ryggen, dels efter Siden. Paa flere Steder var
Elven aaben, saa at vi med Nød og neppe undgik at falde igjennem. Og hele Tiden
hørte vi det drønnende Bulder af Vandet, som fossede under vore Fødder.
Efter nogle Timers Anstrængelser fik vi endelig Øje
paa et Lys! Hvilken Fryd vi hilste dette Syn med! Efter endnu at ha rullet ned
for et Par mindre Fosse og i siste Øjeblikk at ha undgaat at fare du for en
større, stod vi endelig, rent udmasede, men i godt Humør udenfor Huset.
Grimsli (foto Alsvik)
Vi traadte ind i en varm Stue, hvor 4 Mennesker med
aaben Mund og maabende Ansigter betragtede os. De var ikke vante til Besøg og
mindst paa den Tid af Døgnet. De tog imidlertid venlig imod os, skaffede os Mad
og tørre Klæder, og snart sad vi ved Ovnen med Træsko paa Benene og trange
Vadmels klæder paa Kroppen. Vi fik Piberne frem og sad saa til langt paa Nat og
passiarede med disse hyggelige Mennesker. De var meget forbausede over, at vi
havde taget over Fjeldet uden Fører, men da de hørte, at vi var komne med
Elven, tabte de rent Mund og Mæle af Forskrækkelse. De vilde ikke engang ved
Dagslys paatage sig det.
Hele Tiden, medens vi pratede, arbejdede Husets Folk
meget ivrig. Manden skar Træsko, Konen spandt og Datteren Vævede, saa det vilde
nok have frydet Garborg lige indtil Rygraden, om han havde seet det. De ved,
han klager saa over, at Husfliden er saa ringe udover Landet.
Big.
Etterord
Endre Tysdal som er nevnt, var Endre Endresen Tysdal.
Endre hadde overtatt garden i Tysdal etter sin far, Endre, i 1890. To år senere
ble han gift i Frue Kirke i Stavanger med Kristine Johannesdatter Manger.
Familien som de kom til i Grimsli, tror jeg må ha vært
Martin Larsen Grimsli (1839-1918) og Elisabeth Eline Byrkjedal (1842-1927). De
var husmenn i Grimsli, og overtok bruket etter Martins far. Bruket var omtrent på
samme størrelse som et gjennomsnittlig bruk i Strand. Grimsli lå under Nag. Elisabeth
og Martin hadde fem barn. Eldste sønnen deres, Lars, flyttet til Tungland bruk
10, barn nummer to og tre utvandret til Amerika. Nummer fire, Berta Serine (f.1872)
var syerske. Nummer fem, Martin, (f.1876) utvandret til Amerika i 1900, men kom
tilbake etter få år.
Kilder:
Jan Alsvik: Folk i Strand
Nasjonalbiblioteket (nb.no)
Digitalarkivet.no
